søndag den 31. august 2008

International Dag 2008

Thyr, min ven Thomas og jeg gæstede i går Peblinge Dosseringen og alle de internationale boder i anledningen af International Dag 2008. En hyggelig oplevelse med masser af mennesker i strålende solskin. Vi smagte lækker indisk mad, knap så lækker thai-mad, sød kaffe fra Iran, sardiner fra Letland. Hep, dem mangler jeg i min sardinsamling.

Og så var der masser af godtfolk. Jeg sagde hej til integrationskonsulent Kambiz Hormoozis, der stod i Københavns Kommunes Biblioteksbod. Thyr deltog i deres quiz, men vandt desværre ingen præmie. Kom igen, Thyr!

Jeg hilste på min ven Hans Knudsen fra Bauhus i Stefansgade. Måske er der snart plads i atelieret til mig og alt mit malergrej? Jeg mødte Zaid fra karateklubben i selskab med en flok hårde rappere fra Ghetto Gourmet. Jeg er ellers ikke den store rapentusiast, men de var gode. Rigtig gode. Jeg købte deres nye CD - Når Blokken Kalder.

lørdag den 30. august 2008

Is på kredit

Jeg elsker is. I går smuttede jeg forbi Familieboden i Fælledparken for at få en af sommerens sidste isvafler. Glemte midt i handelen at de ikke tager dankort. Surt. MEN sørme om ikke den flinke isdame bare sagde: "Var det Daim og banan, med flødeskum og syltetøj? Værsgo, du kommer nok forbi og betaler en anden dag!" Og så stod jeg der og havde fået en kæmpe isvaffel på kredit. Det er næsten som at have et stamværtshus. Men isgæld er æresgæld og jeg skal hilse og sige, at den blev indfriet kort efter. Just for the record.

I scream, you scream, we all scream for icecream (Down byLaw, 1986).

fredag den 29. august 2008

Bestjålet

En meget våd person eller en gemen tyv stjal forleden alle vores håndklæder fra vaskekælderen. Jeg havde ikke engang nået at vaske dem (sic). Den slags burde forbydes, hvis det altså ikke allerede er forbudt. Derfor dagens råd: Hold on to your handkerchiefs and stick tight to your towels.

fredag den 8. august 2008

Et hjem med pokerchips

Så er der lagt i kakkelovnen til det helt store spilleboom. Jeg har langt om længe fået købt nogle pokerchips. Sidst jeg spillede poker gik det jo rigtig godt.

Det er et super sejt delux sæt i en total stilet egetræskasse, 300 stk. 11,5 gram chips i fire farver (rød, blå, sort og grøn), dealer og blind chips - og så fem røde kasino terninger. Det hele vejer til en dårlig ryg.

Hvad er det lige man skal bruge de røde terninger til når man spiller poker?

Nå, men jeg er klar til at spille!