Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag

onsdag den 3. september 2008

Dav, jeg hedder Janus

Jeg har lige læst Den Kroniske Uskyld. Det er vist det man kalder en dansklærerklassiker. Jeg fandt den tilfældigt i reolen. Det er Klaus Riffbjerg der har skrevet den. Han er vist en af de helt store i danske litteratur. Det er første gang jeg læser noget af ham. Det er 50 år siden han skrev Den kroniske Uskyld. Det er altså en bog med nogle år på bagen. Det kan man godt mærke. Udtryk som "Den er mægtig", og at Janus og Torre ikke kan købe smør hos bageren til deres rundstykker, men må hen og få det i ismejeriet. Og så kører de i sporvogn hele tiden. Men det er en god bog. Meget intens. Lidt som en tur i rutchebanen. Man har lyst til en tur igen lige med det samme man sætter foden på jorden - eller også så har man ikke. Jeg skal lige fordøje den før jeg kaster mig ud i endnu en gennemlæsning. "Dav! Jeg hedder Janus (...) Janus, banus, sanus, hanus, manus, panus, lanus, lort." Det er en kombination af Moby Dick (Call me Ishmael) og Krusty the Clown. Hvad har han ellers skrevet man skal læse den kære Rifbjerg? Jeg så en kort film en nat, hvor et par journalister var med Rifbjerg på jagt. Det endte med at den ene journalist skød ham med en medbragt gammel pistol. Det var vist et uheld, men alligevel. Tænk at skyde Rifbjerg.

torsdag den 3. juli 2008

Harry Potter leksikon

Her er et rigtig godt link til Harry Potter universet: www.hp-lexicon.org/index-2.html

Det er komplet med læsevejledninger til bøgerne, afsnit om Muggler-verdenen, berømte troldmænd gennem tiden, kort over Hogwarts, forum og meget mere ...

tirsdag den 1. juli 2008

Svarene til Harry Potter quiz for begyndere

Okay, så der det vist på tide at poste svarene til min Harry Potter miniquiz for begyndere. De kommer her, men husk nu at du ikke skal snyde dig selv ved at læse dem før du har prøvet kræfter med quizen. Som din lærer sikkert har fortalt dig, så er det kun dig selv du snyder ;-)

1. Fru Petunia Dursley er søster til Harry Potters mor.

2. Harry Potters ar i panden er formet som et lyn. Han fik det som spæd, da den onde troldmand Voldemort forsøgte at slå ham ihjel.

3. Ikke-magikere kaldes Mugglers.

4. Troldmandsskolen hedder Hogwarts.

5. Nøglemesteren hedder Rubeus Hagrid.

6. Diagonalstræde.

7. Harry Potter har en sneugle.

8. Harry Potters ugle hedder Hedvig, den er hvid og han har fået den af Hagrid.

9. Toget til Hogwart kører fra perron nummer 9 trekvart.

10. I toget sidder Harry Potter sammen med Ronald Bilius Weasley alias Ron.

11. Fordelingshatten fortæller eleverne på Hogwarts hvilket kollegie de skal bo på.

12. De fire kollegier på Hogwarts er: Hufflepuff, Slytherin, Ravenclaw og Gryffindor. Harry Potter bor på Gryffindor.

13. Der fire bolde i Quiddith. Den største kaldes tromleren, de to mellemste kaldes smashere og den mindste kaldes lynet.

14. Harry Potters er søgeren på Quiddith-holdet. Det er ham der skal fange lynet.

15. Argus Filch er pedel på Hogwarts og madam Norris er hans kat.

16. En bjergtrold

17. Harry Potter ser dine forældre og sin familie i det magiske Drømmespejl.

18. Et drageæg.

19. Harry Potter og hans venner skal hjælpe Hagrid med at spore en døende enhjørning.

20. Lord Voldemort.

fredag den 23. maj 2008

Mosaikmordene - mere Dante

Det var hurtigt, men man kan vel ligeså godt få det overstået med det samme. Jeg har lånt endnu en (forhåbentlig ikke) elendig bog af Giulio Leoni. Den har titlen "Mosaikmordene".

Pligtlæser, masochist, selvpiner - ja, jeg er vel lidt af det hele. Men jeg er så begejstret for ham Dante, at min holdning nok er den at det trods alt er bedre at læse ti dårlige Dantebøger end at gå glip af én enkelt god Dantebog.

Nu må vi se. Thomas Harder, der er italienskender og har oversat Umberto Eco, kalder den for underholdende og intelligent i en anmeldelse i Politiken. Jeg har desværre på fornemmelsen at jeg giver den kniven med tags som kedelig og dum. Nu må vi se.

Forsiden er ellers rigtig fin. Arno og Ponte Vechio, hvor Dante første gang så sin Beatrice. Måske skulle jeg genlæse Vita Nuova som poetisk støtte til mysteriet.

torsdag den 26. juli 2007

Et digt om Æneas

Her er et digt jeg skrev for nogle år siden i forbindelse med en opgave på elementarkurset i latin ved Københavns Universitet. Det sammenfatter det den romerske historiker Livius skriver om helten Æneas i hans værk Ab Urbe Condita. Here goes:

Fra Ilios' ild Æneas fordrives
til hjemløs flakken på søen

Latinus vil venskab, Lavinia ægtes
Laurentum ta'r Troerne til sig

Forsmåede Turnus fordrives til Cære
dog bane fik Aborigernes drot

Etrusker-Rutuler truer med tvang
forenet i kamp Latinerne sejrer

Helten fra Troja, mand eller gud
han hviler ved flodens vande

tirsdag den 24. juli 2007

Blekingegadebanden

Jeg har i den seneste tid været i godt selskab med Peter Øvig Knudsens nye bog om Blekingegadebanden.

Blekingegadebanden var en gruppe venstrefløjsaktivister, der i 70'erne og 80'erne lave røverier i millionklassen og gav pengene til Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFPL). Navnet Blekingegadebanden kommer fra den hemmelige lejlighed i Blekingegade på Amager, hvor gruppen havde deres base. Politiet fandt frem til lejligheden ved et tilfælde. Da en af de involverede i gruppen kørte galt i sin bil og kom alvorligt til skade, fandt politiet i bilen en huslejekvittering med adressen. Og her passede de mystiske nøgler man havde fundet hos de mistænkte. I lejligheden fandt politiet et særdeles belastende materiale - nok til at få de anholdte dømt for en række røverier, blandt andet for det mod postkontoret i Købmagergade i København i 1988, hvor en ung politibetjent mistede livet.

I sin bog giver Peter Øvig en særdeles grundig fremstilling af baggrunden for sagen om Blekingegadebanden. Nu er der jo allerede skrevet meget om den sag. I hvert fald to bøger:

Blekingegade - Røvere eller soldater? af Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias udgivet på DRs forlag i 1991.

Blekingegade 2, 1. th. af Betina Bendix og Lene Løvschall udgivet på Borgen 1994.

Den første bog er skrevet af nogle af de journalister, der fulgte sagen mens den kørte i medierne frem til den 2. maj 1991, hvor der blev afsagt dom. I bogen forsøger journalisterne således at give en samlet fremstilling af sagen. Det er derfor en rigtig "journalist bog" hvor sensationen driver værket.

Den anden bog er skrevet af et par nybagte journalister, der har valgt at gå lidt mere i dybden med sagen efter at den nu ikke længere er en forsidehistorie. I bogen har de lavet interviews med nogle af de fire hårdest dømte i sagen og man får en fornemmelse af deres fortid og sagens efterspil. Det bærer stadig præg af at være skrevet af journalister, men fokus er mere hvorfor gjorde de dit og hvorfor gjorde de dat. Det gælder om at forstå motiverne og menneskene bag sagen. Konklusionen er at der ikke er meget anger og fortrydelse at spore hos de dømte: Vi der bor i det rige nord lever på nas af dem der bor i det fattige i syd. Og det tog de altså konsekvensen af.

Og nu er der altså kommet Peter Øvigs mammut af en bog om sagen. Her bliver alt rullet op: politirapporter, PET-rapporter, personlige dokumenter, anonyme interviews osv. Det er den samme metode og form som i bogen om den danske gestapo bøddel Uffe Birkedal. Meget grundigt researche.

Det er ikke sensationen der driver værket. Det handler om at forstå. Og hvis man skal forstå noget, så må man have et stort overblik. Og det er Peter Øvig en sand mester i at formidle. Hans metode er en grundig formidling med mange facetter. Kort sagt: ad fontes, både med hensyn til arkivmateriale, men også med hensyn til at støve så mange af de involverede op og få dem til at fortælle.

Politiet vil gerne åbne arkiverne og vise frem hvad de har om sagen. Og de har meget! Men det er sværere at få nogle af de involverede til at fortælle. Et enkelt anonymt interview bliver det dog til. Og så væver forfatteren ellers derudaf om forholdene i KAK og KUF og KA og hvad de nu ellers hed alle de politiske fora og foreninger i perioden.

Og som altid i Peter Øvigs bøger er der den kvindelige vinkel. I afsnittet om kønnenes kamp, beskriver han hvordan kvinderne i miljøet gør oprør mod mændenes schauvinisme. Det ender med at de slet og ret giver mændene tæsk, hvis de ikke retter ind og bekender deres mandsschauvinistiske opførdsel.

Alt i alt en rigtig spændende bog. Som min søster ville sige det: den er god, fordi den er spændende. Glimrende underholdning, men jeg synes helt klart at bøgerne om besættelsen rykkede noget mere. Desværre, Peter ;-) Men måske bogens andet bind retter op på det? Andet bind udkommer til efteråret. Og det skal der nok også blive rift om på bibliotekerne.

Og så synes jeg i øvrigt at det er okay at der hersker lidt respekt for medlemmerne fra Blekingegadebanden -they walked the line.

Og det synspunkt står jeg ikke alene med. Per Larsen, den nuværende kriminalchef ved Københavns Politi, bekender overfor forfatteren at, "hvis nu de her folk havde haft en ren straffeattest, så havde jeg sgu hyret hele banden. Det er en stædighed, en dygtighed og en grundighed, som jeg virkelig kunne bruge herinde."

Vi, de druknede

For ikke længe siden skrev Carsten Jensen en bog med titlen “Vi, de druknede”. Måske er der nogen her i blogosfæren, der har læst i den? De fleste har sikkert hørt om den for den har fået gode anmeldelser, og har i det hele taget været meget omtalt. Selv har jeg ikke læst i bogen, og har heller ikke planer om at gøre det i den nærmeste fremtid. Jeg er i fuld gang med Jan Guillous middelaldertriologi om tempelridderen Arn Magnusson.

Alligevel tænker jeg ofte på Carsten Jensens bog. Hver gang jeg åbner min postkasse, så vælter det nemlig ud med reklameaviser. Ja, jeg kalder dem sådan, fordi der naturligvis er mere tale om reklame end om avis. Den med “gratis-aviser” køber jeg ikke.

De almindelige reklamer har jeg fået gjort kål på med et af de der grå “nej tak til reklamer”-skilte, som man kan få på posthuset. Sådan et skilt kan jeg varmt anbefale. Det tager virkelig meget. På et tidspunkt var der en lømmel, der havde revet det af vores postkassen, og de næste mange dage, indtil jeg kom på posthuset og fik et nyt, så kunne man næsten ikke sparke sig frem for reklamer. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at bunken gik mig til knæene.

Jeg ved godt, at man kan få et tilsvarende skilt til reklameaviserne. Det er grønt og koster vist nok 30 kroner. Men hvorfor er det lige at man skal betale for at blive fri for at bliver oversvømmet med en bestemt slags reklamer?

Vi, de druknede, det er os, der hver eneste dag skal kæmpe os gennem trafikken for at undgå at blive ramt i nakken af en reklameavis - det er især et problem inde ved Rådhuspladsen, og hver eneste dag skal sikre os at vores skilte på vores postkasse er i orden, så reklamerne ikke skyller ind over os.

Jeg kan blive så rasende blinkende rød i bylden ... forsyvsyttenda ... ahhhhh, nu har jeg det meget bedre ... ;-)

søndag den 22. juli 2007

Harry Potter quiz for begyndere

Jeg er håbløst bagud med de Harry Potter bøger, men heldigvis flyver man igennem dem. For lige at fordøje indholdet lidt, så har jeg lavet en Harry Potter miniquiz for begyndere. En quiz, der i hvert tilfælde ikke burde volde inkarnerede fans problemer. God fornøjelse!

1. Harry Potter vokser op hos familien Dursley. Hvordan er han i familie med dem?

2. Harry Potter har et mystisk ar i panden. Hvilken form har dette ar og hvordan har han fået det?

3. Familien Dursley er ikke-magikere. Hvad kaldes disse "normale" mennesker?

4. Til stor ærgelse for familien Dursley bliver Harry Potter optaget på en troldmandsskole. Hvad er navnet på denne skole?

5. Troldmandsskolens store rare nøglemester kommer og henter Harry Potter på hans fødselsdag. Hvad hedder nøglemesteren?

6. Som førsteårselev på troldmandsskolen skal Harry Potter købe bøger og udstyr. Hvad hedder den særlige gade, hvor alle troldmandsbutikkerne ligger?

7. Alle troldmænd har en familiar, et dyr der hjælper dem. Hvilket dyr har Harry Potter?

8. Hvad er navnet på Harry Potters familiar, hvilken farve har den og hvem har foræret ham den?

9. For at komme til skolen skal Harry Potter med toget, men fra hvilken perron?

10. Hvem sidder Harry Potter sammen med i toget?

11. Hvordan bliver eleverne fordelt på troldmandskolens fire kollegier?

12. Hvad hedder de fire kollegier og til hvilket hører Harry Potter?

13. Quiddith er det hotte spil for troldmandselever. Hvor mange bolde bruger man i Quiddith?

14. Hvad kaldes den position i spillet som Harry Potter kommer til at spille?

15. Hvem er Argus Filch og madam Norris?

16. Hvilket væsen er løs på skolen Allehelgensaften?

17. Harry Potters forældre er døde, men på skolen får han dem alligevel at se. Hvor ser Harry Potter sine forældre og sin familie?

18. Hvad vandt nøglemesteren på den lokale kro, da han en aften spillede kort mod en mystisk fremmed?

19. Hvad er det Harry Potter og hans venner skal hjælpe Nøglemesteren med inde i den dystre skov?

20. Hvad hedder den onde troldmand, som er Harry Potters dødsfjende?

Harry Potter feberen raser

Harry Potter feberen raser. Den syvende og sidste bog i serien om teenage magikeren Harry Potter og hans venner fra troldmandskostskolen er netop udkommet. Og anmelderne roser den til skyerne.

Efter sigende skulle fru Rowling også være en fremragende forfatter. Stephen King fremhæver hende f.eks. i sin fremragende selvbiografi (Om at skrive, 2000, side 200): " J. K. Rowling, forfatteren til Harry Potter-historierne, er formentlig den nuværende mester, når det drejer sig om baggrundshistorie. Du kan gøre det, der var værre, end at læse dem og lægge mærke til, hvor ubesværet hver ny bog rekapitulerer, hvad der er gået forud. Desuden er Harry Potter-romanerne simpelthen morsomme, ren historie fra start til slut".

Jeg har læst den første Harry Potter bog (Harry Potter og de vises sten, 1997 ) og er godt i gang med den anden. Og det er tydeligt, at det er den måde hun arbejder på.

Indtil videre er den anden bog (Harry Potter og hemmelighedernes kammer, 1998) en lang opsummering, men det pussige er at det ikke er kedeligt at læse. Netop fordi, det er gjort med stil. I begyndelsen af bogen har Harry fødselsdag, mens han er hjemme på sommerferie hos den rædsomme familie han bor hos, Dursley'erne. De ofrer ham ingen opmærksomhed, hvilket får ham til at tænke på alt det han savner: troldmandsskolen, vennerne og selv fjenderne, den arrogante elev Draco Malfoy og den hadefulde lærer, professor Snape. På den måde får læseren lige en opsummering af bogens personer og miljøet på troldmandsskolen.

Og tilbage på kostskolen møder Harry den nye førsteårselev Colin, som Rowling bl.a. bruger til at opfriske reglerne omkring Qiuddith-spillet. Og sådan er det hele vejen igennem. Det gamle skal lige vendes en gang mere samtidig med at der bygges noget nyt på. Ofte er det nye slet ikke nyt, men små variationer over et kendt tema eller problematik: der kommet en ny lærer på skolen, Glitterik Smørhår; der er naturligvis et nyt pensum, hvilket udløser en ny indkøbstur til Diagonalstræde, hvor alle troldmandsbutikkerne findes; og så har Slytherin-drengene fået nye koste at flyve på, Nimbus 2001.

Og så er der vel også en ny fare der lurer: kom ... kom til mig ... lad mig flå dig ... lad mig flænse dig ... lad mig dræbe dig ...

Det er skide godt med ham Harry Pothead!

fredag den 6. juli 2007

Peter Øvig Knudsen og Rosenkjærprisen

Når jeg gerne vil læse Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, så er det fordi jeg med stor begejstring har læst hans bøger fra besættelsen om stikkerlikvideringerne og den danske torturbøddel Uffe Birkedal. For de bøger modtog Peter Øvig Rosenkjærprisen i 2004.

Rosenkjærprisen er DRs formidlingspris, der tildeles en fremtrædende forsker eller kulturpersonlighed, der har formidlet et vanskeligt emne på dansk. Der følger en pengepræmie med på 25.000 kroner, men prismodtageren forpligter sig så samtidig til at holde 6 radioforedrag om sit emne. Og Peter Øvigs foredrag er blændende.

Du kan høre foredragene på DRs hjemmeside:

www.dr.dk/P1/rosenkjaer/Peter%20Øvig%20Knudsen

Siden Peter Øvig Knudsen fik Rosenkjærprisen, så synes jeg nok at det er gået ned af bakke med valget af prisvinderne. Foredragene af hjerneforsker Peter Lund Madsen var ikke så inspirerende som jeg havde håbet. Det var da meget interessant, men det var lidt en sludder for en sladder - dog på et noget højere plan end Johannes Møllehave. Og astrofysiker Anja C. Andersens foredrag om stjernerne og galakserne har jeg ikke orket at høre endnu.

I save for a rainy day. Hmm, måske i morgen?

Haps og hjem på sofaen

På Nørrebro Bibliotek fandt jeg forleden Peter Øvig Knudsens nye bog: Blekingegadebanden, Bind 1 - Den danske celle. Vel at mærke som 14-dages-lån. Jeg er nemlig nummer 264 på listen over lånere i Københavns Kommune, der har reserveret den bog. Haps og hjem på sofaen!

Fortsættelse følger . . .

Det er godt, at de små lokale biblioteker stadig findes, men efterhånden er det jo ikke nogen selvfølge. Hvis du vil gøre dit til at bevare de små lokale biblioteker, så gå ind og skriv under på:

http://www.bevarbibliotekerne.skrivunder.dk/

Det gør faktisk en forskel at protestere. På grund af underskriftsindsamlingen har Socialdemokratiet, SF og de radikale meldt ud, at de IKKE vil støtte Venstres kulturborgmester Martin Geertsens forslag om at lukke de små biblioteker til fordel for få store biblioteker. Der er derfor ikke længere flertal for forslaget, og bibliotekerne er forløbig reddet. Sådan!

Godnat og sov godt! Du kan skrive under mens du børster tænder . . .