Vi, de druknede

For ikke længe siden skrev Carsten Jensen en bog med titlen “Vi, de druknede”. Måske er der nogen her i blogosfæren, der har læst i den? De fleste har sikkert hørt om den for den har fået gode anmeldelser, og har i det hele taget været meget omtalt. Selv har jeg ikke læst i bogen, og har heller ikke planer om at gøre det i den nærmeste fremtid. Jeg er i fuld gang med Jan Guillous middelaldertriologi om tempelridderen Arn Magnusson.

Alligevel tænker jeg ofte på Carsten Jensens bog. Hver gang jeg åbner min postkasse, så vælter det nemlig ud med reklameaviser. Ja, jeg kalder dem sådan, fordi der naturligvis er mere tale om reklame end om avis. Den med “gratis-aviser” køber jeg ikke.

De almindelige reklamer har jeg fået gjort kål på med et af de der grå “nej tak til reklamer”-skilte, som man kan få på posthuset. Sådan et skilt kan jeg varmt anbefale. Det tager virkelig meget. På et tidspunkt var der en lømmel, der havde revet det af vores postkassen, og de næste mange dage, indtil jeg kom på posthuset og fik et nyt, så kunne man næsten ikke sparke sig frem for reklamer. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at bunken gik mig til knæene.

Jeg ved godt, at man kan få et tilsvarende skilt til reklameaviserne. Det er grønt og koster vist nok 30 kroner. Men hvorfor er det lige at man skal betale for at blive fri for at bliver oversvømmet med en bestemt slags reklamer?

Vi, de druknede, det er os, der hver eneste dag skal kæmpe os gennem trafikken for at undgå at blive ramt i nakken af en reklameavis - det er især et problem inde ved Rådhuspladsen, og hver eneste dag skal sikre os at vores skilte på vores postkasse er i orden, så reklamerne ikke skyller ind over os.

Jeg kan blive så rasende blinkende rød i bylden ... forsyvsyttenda ... ahhhhh, nu har jeg det meget bedre ... ;-)