Blekingegadebanden

Jeg har i den seneste tid været i godt selskab med Peter Øvig Knudsens nye bog om Blekingegadebanden.

Blekingegadebanden var en gruppe venstrefløjsaktivister, der i 70'erne og 80'erne lave røverier i millionklassen og gav pengene til Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFPL). Navnet Blekingegadebanden kommer fra den hemmelige lejlighed i Blekingegade på Amager, hvor gruppen havde deres base. Politiet fandt frem til lejligheden ved et tilfælde. Da en af de involverede i gruppen kørte galt i sin bil og kom alvorligt til skade, fandt politiet i bilen en huslejekvittering med adressen. Og her passede de mystiske nøgler man havde fundet hos de mistænkte. I lejligheden fandt politiet et særdeles belastende materiale - nok til at få de anholdte dømt for en række røverier, blandt andet for det mod postkontoret i Købmagergade i København i 1988, hvor en ung politibetjent mistede livet.

I sin bog giver Peter Øvig en særdeles grundig fremstilling af baggrunden for sagen om Blekingegadebanden. Nu er der jo allerede skrevet meget om den sag. I hvert fald to bøger:

Blekingegade - Røvere eller soldater? af Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias udgivet på DRs forlag i 1991.

Blekingegade 2, 1. th. af Betina Bendix og Lene Løvschall udgivet på Borgen 1994.

Den første bog er skrevet af nogle af de journalister, der fulgte sagen mens den kørte i medierne frem til den 2. maj 1991, hvor der blev afsagt dom. I bogen forsøger journalisterne således at give en samlet fremstilling af sagen. Det er derfor en rigtig "journalist bog" hvor sensationen driver værket.

Den anden bog er skrevet af et par nybagte journalister, der har valgt at gå lidt mere i dybden med sagen efter at den nu ikke længere er en forsidehistorie. I bogen har de lavet interviews med nogle af de fire hårdest dømte i sagen og man får en fornemmelse af deres fortid og sagens efterspil. Det bærer stadig præg af at være skrevet af journalister, men fokus er mere hvorfor gjorde de dit og hvorfor gjorde de dat. Det gælder om at forstå motiverne og menneskene bag sagen. Konklusionen er at der ikke er meget anger og fortrydelse at spore hos de dømte: Vi der bor i det rige nord lever på nas af dem der bor i det fattige i syd. Og det tog de altså konsekvensen af.

Og nu er der altså kommet Peter Øvigs mammut af en bog om sagen. Her bliver alt rullet op: politirapporter, PET-rapporter, personlige dokumenter, anonyme interviews osv. Det er den samme metode og form som i bogen om den danske gestapo bøddel Uffe Birkedal. Meget grundigt researche.

Det er ikke sensationen der driver værket. Det handler om at forstå. Og hvis man skal forstå noget, så må man have et stort overblik. Og det er Peter Øvig en sand mester i at formidle. Hans metode er en grundig formidling med mange facetter. Kort sagt: ad fontes, både med hensyn til arkivmateriale, men også med hensyn til at støve så mange af de involverede op og få dem til at fortælle.

Politiet vil gerne åbne arkiverne og vise frem hvad de har om sagen. Og de har meget! Men det er sværere at få nogle af de involverede til at fortælle. Et enkelt anonymt interview bliver det dog til. Og så væver forfatteren ellers derudaf om forholdene i KAK og KUF og KA og hvad de nu ellers hed alle de politiske fora og foreninger i perioden.

Og som altid i Peter Øvigs bøger er der den kvindelige vinkel. I afsnittet om kønnenes kamp, beskriver han hvordan kvinderne i miljøet gør oprør mod mændenes schauvinisme. Det ender med at de slet og ret giver mændene tæsk, hvis de ikke retter ind og bekender deres mandsschauvinistiske opførdsel.

Alt i alt en rigtig spændende bog. Som min søster ville sige det: den er god, fordi den er spændende. Glimrende underholdning, men jeg synes helt klart at bøgerne om besættelsen rykkede noget mere. Desværre, Peter ;-) Men måske bogens andet bind retter op på det? Andet bind udkommer til efteråret. Og det skal der nok også blive rift om på bibliotekerne.

Og så synes jeg i øvrigt at det er okay at der hersker lidt respekt for medlemmerne fra Blekingegadebanden -they walked the line.

Og det synspunkt står jeg ikke alene med. Per Larsen, den nuværende kriminalchef ved Københavns Politi, bekender overfor forfatteren at, "hvis nu de her folk havde haft en ren straffeattest, så havde jeg sgu hyret hele banden. Det er en stædighed, en dygtighed og en grundighed, som jeg virkelig kunne bruge herinde."