Jeg hopper lige ind i debatten og tager fat i det allerførste indlæg, hvor der indledes med følgende citat af Uwe Max Jensen: "Det er problematisk, at vi lever i en verden, hvor trusler om vold begrænser ytringsfriheden. Jeg tror Lars Vilks og Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er en prolog til en større konflikt".
Uwe Max Jensen er jo en af dansk kunsts rigtig dejlige drenge. En rigtig provo-kunstner, dog uden på nogen måde at have Jens Jørgen Thorsens format, om end der er visse paralleller. Uwe er ikke er bleg for både at skide og pisse på lærredet og andre steder, hvis der skulle være behov for det. Og det har der ofte været i Uwes eouvre.
I det link, der ledsager debatten kalder man ham "kunstteoretiker" og det er jo en rigtig fin titel, om end jeg vil mene, at han er kommet sovende til den, apropos en udstilling han lavede sidste år, hvor han bare lå på lærredet og sov. Det er stor kunst af en stor kunstner og nu altså også kunstteoretiker.
Og sørme om han ikke igen er på plakaten med en analyse, kan man ikke kalde det det? om kunst og ytringsfrihed. ”Kunst er altid blevet brugt til at støde”, siger den gode kunstteoretiker. Og du har helt ret, Uwe. Kunsten har altid handlet om at støde folk og provokerer til splid imellem mennesker. Der findes kun få eksempler på at kunsten har skullet behage, vise noget skønt, noget godt, noget konstruktivt. Nej, kunst skal ikke give en god oplevelse. Kunst skal skabe splid. Og kan den håne nogen, så er den bare helt oppe og ringe. Det er det sublime, det er der hvor den bliver ægte kunst.
Kunsthistoriens helt store epoke finder man jo ikke i Der Blau Reiter, men i tidsskriftet Der Sturmer. Sådan! Så ku´ de lære det. Ikke alt det moderne entartete kunst.
Det med at kunst skal støde og provokere er en gammel traver for Uwe, der fra tidernes morgen på Kunstakademiet i Århus selv røg ind i flere konflikter om kunst og grænser.
Jeg citerer her fra Wekipedias tekst om Uwe: "Han blev smidt ud af kunstakademiet igen i 1996, fordi han havde produceret et værk bestående af en række læserbreve i Ekstrabladet og BT omhandlende, blandt andet, popgruppen Take That’s opløsning, fodboldmålmand Peter Schmeichels forhold til brødrene Laudrup, afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix, samt om ophobningen af affald i Århus.Nogle af læserbrevene var skrevet i eget navn og andre underskrevet med Jensens professorers og lektorers navne.
Jensen skabte således et dialogisk spil mellem en fortæller i eget navn og en række andre fortællere i sine læreres navne om disse emner. Provokationen var dog for meget for kunstakademiet, som ekskluderede Jensen og truede med politianmeldelse."
Det var nu ikke kun derfor han blev smidet ud. Han var simpelthen for doven. Siden lavede han kunst for egen autodidaktisk regning, men jeg troede egentlig, at han havde droppet det. Det sidste jeg hørte om ham var at han var begyndt på en journalistuddannelse i Århus. Her brokkede hans medstuderende sig over at Uwes skrivemaskine larmede.
Den gode Uwe, journalist in spe, nægtede nemlig at bruge computer. Med den indstilinger ligger der næppe en karriere foran ham i den branche, og han har da åbenbart også droppet at blive journalist og er fortsat som kunstner, undskyld... kunstteoretiker.
I det første debatindlæg i tråden spørges der om der er grænser for kunst? Og det er der da. Der er da altid en grænse.
Skal der sættes grænser for kunsten på denne måde? Nej, man skal ikke frygte repressalier og det skal ikke være argumentet for ikke at udstille tegningerne. Argumenter skal naturligvis være at tegningerne ikke er interessante i en museumssammenhæng.
Hallo, de her tegninger har ikke ret meget med kunst at gøre. Der er ikke mange kunsthistorikere indover her. De gider ikke. Det er ikke deres felt. Det handler om noget helt andet, som også debatten i tråden viste.
Lars Vilks Muhammed-tegninger har da også været vist uden den store mediebevågenhed: ”I maj måned udstillede Lars Vilks sine andre Muhammed-tegninger i Vestfossen i Norge med titlen: ”Oh my god!” Op til udstillingen var der også polemik om tegningerne, men alt forløb fredeligt.” Det gik stille for sig. Man kan spørge om der overhovedet var nogen besøgende? Og hvorfor. Jamen, prøv dog at se på de tegninger.
De er jo hjælpeløse og infantile i en hver forstand. Der er ingen - bortset fra Uwe, altså, men han har jo sin egen dagsorden - der kan tage disse "kunstværker" alvorligt. Helt ærligt: Muhammed som hund. Oh my god! Hvad bliver det næste: Buddha som en kanariefugl? Jesus med røv i begge ender? Abraham med træben? Hvorfor skal vi trækkes igennem det? Hvorfor skal vi se på det?
Jeg er da glad for at det svenske museum satte en grænse. Det er de jo i deres gode ret til. Og i sidste ende er det jo også det de får deres penge for. Og så et lille efterspil. På samme side som der linkes til i starten af tråden er der en notits med titlen: Australiens premierminister raser over Osama bin Kristus.
Jeg citerer her fra artiklen: "... to kunstværker har sat sindene i kog på grund af deres jongleren med religiøse symboler, henholdsvis i et dobbeltportræt af Jesus og Osama Bin Laden, Osama Bin Christ, og derudover i en statue med jomfru Maria i burka, The Fourth Secret of Fatima".
Spændende. Vi bevæger os sandelig i en af kunsthistoriens helt store epoker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar