Den florentinske digter Dante Alighieri har en helt speciel plads i mit litterære hjerte. Derfor bliver jeg let fanget af bøger, der på en eller anden måde sætter ham eller hans forfatterskab ind i en fiktionssammenhæng. Det var således mit motiv til fornyligt at læse Giulio Leonis "Lysmordene". Her har Dante selv hovedrollen som prior i Firenze. Et mystisk skib lægger til nær byen. Besætningen er døde og skibet medbringer en mystisk mekanisme. Og snart er en morder løs i Firenze. Omstændighederne ved kejser Frederik Barbarossas død spøger i kulissen sammen med legenden om at kejseren skulle have efterladt sig en vidunderlig skat - måske med et filosofisk tilsnit (?)Det kunne være så godt med "Lysmordene". Jeg havde glædet mig til at læse den. Desværre falder det hele sammen i en rodet, kedelig og uvedkommende jagt på en morder. Dante vader rundt fra det ene mord til det andet. Der er godt nok nogle få henvisninger til personer og temaer fra Komedien, men det er slet ikke gjort med stil. Det giver meget lidt mening, at det netop er Dante, der er detektiven.
Måske er noget gået galt i oversættelsen? Sproget blokerer nemlig for den gode læseoplevelse. Den allerførste linje i romanens prolog springer i øjnene: Solnedgangens gyldne lys trængte igennem bladhanget og fik citronernes gyldne overflade til at blusse. Jeg får myrekryb, når det samme ord (gyldne) optræder to gange i den samme sætning. Og for at det ikke skal være løgn, begynder det første kapitel med sætningen: Solen stod allerede højt på himlen. Mon ikke den gamle digter ville vende sig i graven, hvis det kom ham for øre, at han havde hovedrollen i en bog indledt med en så klicéret sætning.
Tænk at jeg læste hele bogen. Men det gjorde jeg. I pine og med adskillige pauser. Båret af pligt og for gammelt venskab skyld. Det værste er at forfatteren har fået blod på tanden. Der er flere bøger på vej med Dante i hovedrollen som middelalderdetektiv - og jeg kan nok ikke holde mig væk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar