Mosaikmordene - mere Dante

Det var hurtigt, men man kan vel ligeså godt få det overstået med det samme. Jeg har lånt endnu en (forhåbentlig ikke) elendig bog af Giulio Leoni. Den har titlen "Mosaikmordene".

Pligtlæser, masochist, selvpiner - ja, jeg er vel lidt af det hele. Men jeg er så begejstret for ham Dante, at min holdning nok er den at det trods alt er bedre at læse ti dårlige Dantebøger end at gå glip af én enkelt god Dantebog.

Nu må vi se. Thomas Harder, der er italienskender og har oversat Umberto Eco, kalder den for underholdende og intelligent i en anmeldelse i Politiken. Jeg har desværre på fornemmelsen at jeg giver den kniven med tags som kedelig og dum. Nu må vi se.

Forsiden er ellers rigtig fin. Arno og Ponte Vechio, hvor Dante første gang så sin Beatrice. Måske skulle jeg genlæse Vita Nuova som poetisk støtte til mysteriet.

Lysmordene - Dante som detektiv

Den florentinske digter Dante Alighieri har en helt speciel plads i mit litterære hjerte. Derfor bliver jeg let fanget af bøger, der på en eller anden måde sætter ham eller hans forfatterskab ind i en fiktionssammenhæng. Det var således mit motiv til fornyligt at læse Giulio Leonis "Lysmordene". Her har Dante selv hovedrollen som prior i Firenze. Et mystisk skib lægger til nær byen. Besætningen er døde og skibet medbringer en mystisk mekanisme. Og snart er en morder løs i Firenze. Omstændighederne ved kejser Frederik Barbarossas død spøger i kulissen sammen med legenden om at kejseren skulle have efterladt sig en vidunderlig skat - måske med et filosofisk tilsnit (?)

Det kunne være så godt med "Lysmordene". Jeg havde glædet mig til at læse den. Desværre falder det hele sammen i en rodet, kedelig og uvedkommende jagt på en morder. Dante vader rundt fra det ene mord til det andet. Der er godt nok nogle få henvisninger til personer og temaer fra Komedien, men det er slet ikke gjort med stil. Det giver meget lidt mening, at det netop er Dante, der er detektiven.

Måske er noget gået galt i oversættelsen? Sproget blokerer nemlig for den gode læseoplevelse. Den allerførste linje i romanens prolog springer i øjnene: Solnedgangens gyldne lys trængte igennem bladhanget og fik citronernes gyldne overflade til at blusse. Jeg får myrekryb, når det samme ord (gyldne) optræder to gange i den samme sætning. Og for at det ikke skal være løgn, begynder det første kapitel med sætningen: Solen stod allerede højt på himlen. Mon ikke den gamle digter ville vende sig i graven, hvis det kom ham for øre, at han havde hovedrollen i en bog indledt med en så klicéret sætning.

Tænk at jeg læste hele bogen. Men det gjorde jeg. I pine og med adskillige pauser. Båret af pligt og for gammelt venskab skyld. Det værste er at forfatteren har fået blod på tanden. Der er flere bøger på vej med Dante i hovedrollen som middelalderdetektiv - og jeg kan nok ikke holde mig væk.

Wolverine: Netsuke

Jærven eller Wolverine er min ynglings karakter fra Marvelserien X-men. I gamle dag havde jeg en beskeden samling af denne serie på amerikansk. Jeg har vist nok stadig et par stykker tilbage i skuffen. Seriens titel var "The Uncanny X-Men". Jeg kan huske, at min ven Kaptajn Heinz, der selv samlede på Ironman, spurgte mig hvad ordet "uncanny" betød? Det skal siges, at vi på det tidspunkt var i den alder hvor man lige var begyndt at snuse til det engelske sprog. Til kaptajnens store forarvelse vidste jeg ikke hvad ordet betød. "Du skal da kunne redegøre for titlen i din ynglingsserie" belærte han mig, men så langt fremme i skoen var jeg altså ikke.

Jeg var ikke desto mindre fan af de seje piger og drenge hos professor Xavier, men min foretrukne helt blandt mutanterne var Wolverine. Jeg var meget fascineret af Jærvens seje kløer, der skød ud fra hans knoer. Og jeg holdt mest af de afsnit, hvor man fulgte ham på eventyr i Japan. Her sloges han mod yakuza-mafiaen og rippede op i fortiden - og fandt sine rødder blandt ærefulde samuraier. Derfor måtte jeg også fornylig kaste mig over "Wolverine: Netsuke" af den amerikanske tegner og maler George Pratt. Denne udgivelse, der på amerikansk tæller fire hæfter, sikrede Pratt den prestigefyldte Eisner Award 2003.

Netsuke er en smuk og fængslende historie fortalt i en visionær tegnestil, der kombinerer maleri og tegning. Det maleriske træder frem flere steder, men er mest tydelig i en scene i begyndelsen, hvor vores hovedperson ligger såret på slagmarken og et hold ryttere springer hen over ham. Og så er der nogle fine scener med japansk traditionel teceremoni.

Netsuke er japansk og betegner en lille pind, ofte i form af en elfenbens eller træfigur, der anvendes til at fastgøre en pung eller en taske for enden af en kimonosnor. I fortællingen er Wolverien tilbage i Japan, hvor han besøger Shingen-familiens hjem. Minderne fra dette sted sætter gang i en drømmerejse tilbage i tiden eller dybere ind i hans bevidsthed. I skikkelse af samuraien Kiyoshi-san samler han på rejsen fire netsuker, der viser sig at have en tæt forbindelse til hans karakter: "Hvis professor X var her nu, så ved jeg præcis hvad han ville sige. Han ville fortælle mig, at de hver især repræsenterer en del af min personlighed. Døden, munken, dyret og krigeren. Alle kæmper de for at få kontrol".

Jan Toftlunds Første Maj

Her er teksten til Jan Toftlunds (1949-1990) Første Maj. Den er fra albummet "Vejen til byen" (1977).

Slut op nu fejrer vi den Første Maj,
klassekampen gælder også dig
marcher med os side ved side,
vi er røde inden i

En gang om året hejser vi det Røde Flag,
så folk kan se vi stadig kæmper for en sag,
det koster ikke noget at vise sammenhold,
de fleste har alligevel fået fri klokken 12

Fanerne er falmede og ædt af mæl,
til gengæld har vi sørget for et hav af øl,
de aktive har stablet op i kassevis,
og sælger dem med flere kroners overpris

Slut op nu fejrer vi den Første Maj,
klassekampen gælder også dig,
marcher med os side ved side,
vi er røde inden i

Når blot vi tørster sammen så er sejren vor,
til kamp for bedre svendeløn og levevilkår,
som regel er det kun lærlingen der intet får,
ham sælger vi hvert eneste overenskomstår

Til kamp for kvindens ligeret fra tolv til fem,
så nærmer vi os spisetid og styrter hjem,
i dag har konen lavet voret ynglingsret,
en mand kan ikke kæmpe hvis han ikke er mæt

Slut op nu fejrer vi den Første Maj,
klassekampen gælder også dig,
marcher med os side ved side,
vi er røde inden i

Bagefter ta´r vi ud i havekolinien,
og drikker elefantøl og brændevin,
så samles vi om bålet og det Røde Flag,
og fejrer at vi har kæmpet for den samme sag

Ingen af os føler sig som proletar,
heldigvis kan ingen se det ude fra,
vi sidder hele natten og lader heden gå,
indtil vi blir røde også uden på

Slut op nu fejrer vi den Første Maj,
klassekampen gælder også dig,
marcher med os side ved side,
vi er røde inden i

En gang om året hejser vi det Røde Flag,
der er stadig nok at kæmpe for i dag,
klassekampen kører ikke uden os,
i dag beviser vi at vi kan stadig slås

Vi started som et revolutionært parti,
så blev vi kapitalens store alibi,
til kamp mod pengemagtens klassetyrani,
til kamp for et program med socialisme i

Fælledparken og 1. maj

Jeg har været i Fælledparken det meste af dagen. Vi plejer at holde til på plænen overfor Familieboden. Der sad jeg også i dag med ryggen mod den hvide marmorsøjle. Det er den, der er rejst af, nej... lad mig gengive hele mindepladen: "Politikeren, F.J. Borgbjerg (1866-1936) af Svend Lindhart (1898-1989), opstillet 1939, Københavns Kommune - Socialdemokratisk Forbund".

Jeg sad i solen med kaffe og sandkage med softice og lyttede til P1 Buisness. Det er ellers ikke mit favorit program, men i dag var meget underholdende. Gæsterne - eller kombatanterne - var den nye formand for LO, Harald Børsting og chefen for Den Kristlige Fagforening, Søren Fibiger Olsen. Børsting gjorde det såmen meget godt. Det var den drevne nordjyde mod en mere forretningsorienteret Fibiger Olsen.

Fagforeningstemaet er jo aktuelt nu hvor det lige har været den 1. maj. Vi plejer altid at høre Jan Toftlunds "Første Maj" for fulde gardiner. I år regnede det i stride stømme på kampdagen. Vi var lige ovre og vende og spise et kræmmerhus med de lækre spanske sukker stænger. Og så kunne vi ellers vrides og hænges til tørre som druknede mus. Som jeg i dag fortalte damen i Familieboden, så var det forbløffende hurtigt man havde fået ryddet op efter festen. I går flød det med affald over alt. Og sidste år varede det en hel uge inden der så bare nogenlunde ud. I dag var der som blæst. Pænt og rent. Jeg tror, at man har fået hjælp af maskiner denne gang. Ret smart. Hvem giver gå og samle affald op?