Jeg samler på sardindåser

Ja, du griner, men det er altså rigtigt. Jeg samler på sardindåser. Jeg har næsten 40 forskellige dåse fra hele verden. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er sardinerne stadig i deres dåse, og dåserne er stadig i deres originale embalage. Dåserne er jo ikke så store, så samlingen fylder ikke så meget. Den kan være i en plastikpose - endnu!

Når min familie eller mine venner skal ud at rejse, så beder jeg dem altid om at købe et par dåser sardiner med tilbage til mig. Det er ikke så ofte jeg selv skal afsted, så det er godt med nogle betroede agenter, der kan bidrage til at samlingen vokser.

Af og til kommer der således nye dåser til samlingen, men jeg sørger altid for at få én ekstra dåse, som jeg åbner og spiser med stort velbehag. På den måde har jeg selv smagt på alle de sardiner jeg har i min samling. De smager jo dejligt sådan nogle sardiner. Der er to slags: dem i olie og dem i tomat. Jeg kan bedst lide dem i olie. På et stykke rygbrød med smør sammen med et hårdkogt æg er det en ganske god spise - og så er det jo sundt med fisk.

Apropos sardindåsesamlere..., og pas nu på, for nu er jeg ved at komme godt i gang. Det gør samlere jo når nogen spørger til deres samling. Foresten: Tak fordi du spurgte til min sardindåsesamling, hehe ;-)

Se, der findes en klub i det mørke Jylland. En klub af sardindåsesamlere, der mødes og spiser sardiner. Heraf navnet Sardindåsesamlerklubben. For at blive medlem her skal man ved et indvielsesritual sværge at man vil fornægte tun på dåse. Ved klubmiddagene er menuen en dåse udvalgte sardiner til forret - klubben har over 700 forskellige slagser, så der er nok at vælge i mellem. Hovedretten er forlorenhare, og der er citronfromage til desert.

Se, nu er det sådan at jeg ikke har noget imod tun på dåse. Jeg spiser meget tun. Jeg spiser det til pasta og som noget helt nyt også i kartoffelmos. Derimod kan jeg ikke fordrage citronfromage. Derfor, og på grund af afstanden, jeg bor i København, så er jeg ikke med i denne ellers fine og fornemme klub af sardindåsesamlere. Jeg samler solo om man vil.

Nok om det. Jeg regner med at blogge lidt mere om min sardindåsesamling her til efteråret. Nu kan jeg jo fornemme en vis interesse. Og det skal nok blive spændende, så hæng du bare på derude.

Søren Espersen får styg af Strid

Jakob Martin Strid (født 1973) har lavet nogle rigtig gode striber, og der er masser af dem. Indtil videre har jeg læst Den store Strid (2001), Den store Strid 2 - nu med pave!!! (2003).

Jeg er rigtig glad for de stiber med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. I den gule Strid er der tre striber i træk, hvor han får en lagkage i hovedet. Jeg læste desværre ikke striberne dengang de gik i Politiken, men hvor må det have været dejligt at vågne op til sådan tre striber: splat-splat-splat. Tænk at den gode Hr. Espersen hoppede på den tre dage i træk. Og så er der jo en fin symbolik med lort og lagkage.

I den orange Strid får Søren Espersen flere stryg. Han får en svupper på hovedet. Faktisk får han to svuppere på hovedet. Og som om det ikke er nok, så snupper han han minsandten én til så han til sidst har hele tre svuppere på hovedet. En svupper er sådan en man bruger når man skal rense en stoppet håndvask, et beskidt afløb eller et overfyldt lokum.

Og det er klart at det ikke er nok med en enkelt svupper til at rense Søren Espersen. Det er virkelig tiltrængt at få renset det grimme hoved for lort. Striberne er jo nogle år gamle, og desværre kunne det godt være tiltrængt at finde svupperen frem igen. Der strømmer jo stadig lort ud af munden på ham Søren Espersen.

Bellarys forbandelse

Jeg har en forkærlighed for at granske bibliotekernes tegneseriesamlinger efter spændende kulørte fortællinger om middelalderen. Desværre er det langt fra altid at man finder noget godt. Det gjorde jeg f.eks. ikke forleden, da jeg havde fat i to albums i serieen "Bellarys forbandelse" udgivet på forlaget Arboris i 2003.

Serien er skabt af forfatteren Jacques Mazeau og tegneren Guillaume Martinez, begge franskmænd. Jeg havde fat i de to første bind "Djævelens forbandelse" og "Daggeren og dolken", men det var ikke noget der fangede mig.

Fortællingen begynder i starten af det 13. århundrede, da den vansirede dreng Louis kaster en forbandelse på sin mor, en forbandelse der fortsætter med at plage familien helt op til vore dage. Se, det er jo egentlig en udemærket idé til en rammefortælling, og et godt udgangspunkt for en tegneserie, men serien er kedelig og langtrukken og tegningerne er meget dårlige.

Man har lidt indtrykket af at ophavsmændene solgte historiens koncept og derefter mistede interessen for den. Og det er jo en skam for det er jo ikke konceptet læseren skal trækkes med i længden. Det skal bare fange ham ind, og være en undskyldning for forfatter og tegner til at slå sig løs, men når de går kolde i processen, så gør læseren det altså også. Jeg gjorde i hvert fald.

Her er kan du se forsiderne på de tre første bind. Måske det bliver bedre i nummer tre:

Blekingegadebanden bliver tv-serie

Ak ja, sådan kan det gå. De idealistiske venstreorienterede revolutionære fra Blekingegadebanden bliver nu foreviget i en god dansk borgerlig tv-serie. Helt dansk bliver det nu ikke for det er det svenske Yellow Bird filmselskab, der har købt rettighederne til Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden.

Men Yellow Bird er ikke de eneste der pusler med tanken om en visuel dramatisering af sagen om Blekingegadebanden. Det danske filmselskab Zentropa vil lave en spillefilm om sagen. Og måske også en tv-serie. Og hvem ved om ikke også der kunne blive tale om et teaterstykke eller en musikal.

Med hensyn til tv-serien, så håber jeg godt nok at den bliver bedre end Edderkoppen. Den serie havde en alvorlig slagside med Jacob Cedergren i hovedrollen. Føj. Og så synes jeg i øvrigt at Hans Scherfigs roman Skorpionen var bedre. Den fortæling var der ligesom lidt mere samfundsrevselse over. Men Scherfig var jo også kommunist til døden.

Jeg håber ikke at Cedergren skal spille en af heltene fra Blekingegadebanden, hverken i tv-serien eller i filmen. Ja, jeg ved godt at jeg kom til at kalde dem helte, men den løb mig ligesom i tasterne. Officielt er de naturligvis ikke helte, men terrorister. Men på den anden side: hvis de bliver stjerner i en film og en krimiserie, så er der vel lidt helte over dem.

Det bliver som sagt Peter Øvigs bøger, der skal danne baggrunden for historien. Så slipper Zentropa og Yellow Bird for selv at grave den frem fra arkiverne. Det er fast arbejde. Skurkene røver bankerne og skyder politibetjentene, så journalisterne kan skrive historien og sælge den til filmselskaberne, der kan serverer det hele som et stykke ægte Danmarkshistorie, som befolkningen så lapper i sig til aftenkaffen. Det er fast arbejde.

Jeg håber dog ikke at der er nogen der finder på at lave en tv-serie ud af Tønder-sagen.

Et smut til Jylland

Har været et smut i Jylland med familien. Vi boede i Århus hos min lille søster og hendes mand. Og her blev vi rigtig forkælet med dejlig mad og hygge i haven.

Vi besøgte Den Gamle By, hvor omviseren fortalte den sørgelige historie om brændevinskøerne. De blev bogstaveligtalt opflasket med brændevin. De blev fodret med mask, der var tilovers fra brændevins destilationen. Køerne var alt for fulde til at følge med deres ædru artfæller ud på marken. I stedet blev de opbevaret hele deres alkoholiserede liv i en mørk kælder eller oppe på første sal i bryggeriet. Noget trist. Desværre minder forholdene for de kære køer lidt om de historier man høre om vore dages svinetransporter.

Og så gik turen til Randers Regnskov. Føj, der var varmt! Men der var meget spændende at se på af både planter og dyr. Både aberne og slangerne gik frit omkring, så det var med at holde nallerne tæt ind til kroppen. Min søn købte en kødædende plante.

Nu er vi tilbage i København. Jeg elsker den by!

På sommerferiekoloni med børnene fra den lokale skole

Sidste år var jeg afsted på sommerferiekoloni med børnene fra den lokale skole. Jeg har en veninde, der arbejder som lærer på skolen og hun spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage med. De stod lige og manglede en voksen. Jeg havde mulighed for at tage min søn med, så jeg sagde ja tak og fik min ilddåb som pædagogisk medhjælper, som det hedder i kontrakten.

Og her i weekenden er jeg netop kommet hjem fra endnu en sommerferiekoloni. Ferie og ferie, det er nu så meget sagt. Det er hårdt at være med på sådan en tur. Man kommer sent i seng og står tidligt op. Og der er hele tiden noget at se til. Sidste år havde jeg en forestilling om at jeg nok fik læst en masse om aftenen, men der gik fire eller fem dage før jeg havde overskud til at ringe hjem til min kæreste. Puha.

I år havde jeg knap så store forventninger, men jeg fik da læst det sidste af Harry Potter og fangen fra Azkaban. Og så læste jeg historie for de små. Vi læste hele første bind af Bjarne Reuters Kaptajn Bimse og Goggeletten - det er den hvor Anna og Hr. Johnson henter Sorte Sofie og blandt andet møder Fedtegreven fra Odsherred.

Både sidste år og i år var der lidt flere udfordringer end på en almindelig koloni. Vi havde nemlig en M-klasse med. Det vil sige en modtagelsesklasse for børn med en anden etnisk baggrund. Det giver naturligvis nogle ekstra kommunikationsvanskeligheder, men det er også med til at sætte en sund kulør på kolonien og give nogle rigtig gode oplevelser.

Lad mig komme med et eksempel fra sidste år: Vi voksne havde arrangeret et natløb for børnene, hvor vi havde låst dørene ind til huset. Nu var det så op til børnene at løse nogle opgaver og på den måde finde nøglen, så vi kunne komme ind. To af børnene fra M-klassen vidste ikke hvad et natløb var, men de var klar over at hele kolonien ikke kunne komme ind i huset. Derfor problemløste de på deres egen måde. De løb om bagved, kravlede op på taget og ind gennem et vindue. Og inden vi kunne nå at vise vej til den første post, så var døren åbnet.

Godt gået! Selv om vores natløb gik i vasken. Vi klarede den nu alligevel ved at improvisere, men det er en anden historie, hehe ;-)

At få nogle af de to-sprogede børn med på koloni er et genialt integrationstræk. Og det burde foldes mere ud og brede sig til andre skoler. Børnene får kendskab til den danske kolonikultur, de lærer de andre børn på skolen at kende, og omvendt så oplever de danske børn at dem fra M-klassen slet ikke er så mærkelige at være sammen med. Og så er det jo noget der fortsætter efter kolonien, når børnene mødes i skolen efter ferien.

I begyndelsen holder børnene sig naturligvis til dem de kender, men efterhånden leger de, bader og spiller bold på tværs af alder, sprog og kultur. Det er fantastisk at opleve. Allerede i bussen fandt min søn sammen med en dreng fra Iran og en fra Kenya. De boede på værelse sammen og havde det rigtig sjovt.

Det kan nu ikke betale sig at tage med for pengenes skyld. Det er ikke meget man får for sådan en tur. Og det er en skam. Dem der tager med på koloni gør et rigtig godt stykke arbejde, og de er med til at skabe nogle gode oplevelser for børnene. Og ofte er der børn med som ellers ikke ville komme ud på ferie. Den indsats synes jeg nu godt at vi kunne lønne lidt mere end vi gør.

Jeg er med på koloni, fordi jeg gerne vil bruge noget af det overskud jeg har på at styrke integrationen og det sociale arbejde i mit nærmiljø. Det er faktisk nogle vigtige broer der bliver bygget på sådan en koloni.

Vi ses til næste år!