Jeg fik en mail fra en god ven, der opfordrede mig til at vise min protest mod nedskæringer på daginstitutionsområdet. Det kunne jeg gøre ved at give min underskrift på en liste på adressen:
http://www.fremtiden.underskrifter.dk
Jeg har været inde og give min underskrift og håber at flere følger trop. Det følgende er sakset fra hjemmesiden:
"Vi er så rige i Danmark", siger de. Hvem er "DE". Det er dem i Borger Repræsentationen i Københavns kommune (og de andre politikere) der sammenlægger vores skoler og børnehaver, der lukker dem og skærer ned på det område igen og igen.
Som mor til 3 sætter jeg pris på at de mennesker jeg overlader mine børn til hver dag er kompetente, og bliver behandlet godt. Og at mine børn er i gode, trygge omgivelser og omgivet af personale der er glade og dygtige er det vigtigste for mig.
Med de nedskæringer, sammenlægninger og lukninger de er i gang med fra politisk side kommer disse ting ikke til at stå som nr 1 på listen. Vores børn bliver tvunget i store institutioner, personale må skæres ned og det faglige niveau daler år for år.
Der er jo ingen der vil have disse stressende job med en ringe løn og elendige arbejdsforhold.
Vores børn er vores fremtid. Vi har kun set begyndelsen af deres nedskæringer, det bliver bare værre og værre. Hjælp os med at samle underskrifter så vi kan stoppe den slags indgreb. Der er stadig høring så det er ikke for sent.
Kom ud af hullerne og sæt en underskrift for vores børns skyld....
torsdag den 20. september 2007
onsdag den 19. september 2007
En uhyggelig stemning
På Rindsholm Kro hverken hørte eller så vi noget til en spøgelsesedderkop med syv ben, men der var masser af almindelige edderkopper.
På et tidspunkt var der dog alligevel en lidt uhyggelig stemning. Vi sad og drak kaffe i salonen og kroværten Frode kom hen til os og begyndte at fortælle om kroens historie. Det viste sig at lige uden for kroen havde træfningen mod tysken den 4. juli 1849 fundet sted, hvor danske landsoldater slog fjenden på flugt og dermed (sådan udlagde Frode det) sørgede for at Viborg ikke blev plyndret.
Nå, men Frode er lidt af en intertainer og kom vidt omkring i sin fortælling, men på et tidspunkt begyndte han at køre i ring med at vi skal være stolte over at være danskere; vi må ikke glemme dem der gav deres liv for Danmark; og vi skal værne om Danmark... og så kom den gode Frode ellers i gear... bla. bla... tyrkiske muslimer... bla. bla... vælter ind over grænsen... bla. bla... lever kun af understøttelse... bla. bla. bla.
Her mistede jeg interessen for Frode, og det var der også andre i selskabet der gjorde, så vi fik travlt med at bryde op og komme ud i den friske luft.
På et tidspunkt var der dog alligevel en lidt uhyggelig stemning. Vi sad og drak kaffe i salonen og kroværten Frode kom hen til os og begyndte at fortælle om kroens historie. Det viste sig at lige uden for kroen havde træfningen mod tysken den 4. juli 1849 fundet sted, hvor danske landsoldater slog fjenden på flugt og dermed (sådan udlagde Frode det) sørgede for at Viborg ikke blev plyndret.
Nå, men Frode er lidt af en intertainer og kom vidt omkring i sin fortælling, men på et tidspunkt begyndte han at køre i ring med at vi skal være stolte over at være danskere; vi må ikke glemme dem der gav deres liv for Danmark; og vi skal værne om Danmark... og så kom den gode Frode ellers i gear... bla. bla... tyrkiske muslimer... bla. bla... vælter ind over grænsen... bla. bla... lever kun af understøttelse... bla. bla. bla.
Her mistede jeg interessen for Frode, og det var der også andre i selskabet der gjorde, så vi fik travlt med at bryde op og komme ud i den friske luft.
mandag den 17. september 2007
Er I med? Ja, vi er!
Det er aften i København. Jeg er tilbage i hovedstaden efter en weekendtur til provinsen. Anledningen var Farmorklubbens årlige udflugt, der i år blev holdt på Rindsholm Kro ved Viborg. I festivasen deltog ni medlemmer af klubben: undertegnede, Karin, Desirée og Thyr, min far, Louise og Morten, og Karen og Jens Ove.
Thyr og jeg kørte med min far fredag formiddag. Jeg var køresyg hele vejen. Vi spiste et solidt måltid på kroen. Jeg fik mit livs største wienersnitzel og kunne ikke spise desert. Efter maden spillede vi whist, og der blev tæsket dygtigt i kortene inden vi gik til ro.
Karin og Desirée var til ridning, så de var først fremme over midnat og gik desværre glip af løjrene den første aften. Men lørdag morgen var vi fuldtallige og efter morgenmaden gik turen ind til Viborg. Her så vi domkirken og Skovgaard Museet inden vi kørte ud på heden til en spadserer tur i den friske blæst. Og efter at have rundet resterne af Finderuplade, så var det hjem til en velfortjent middagslur, der blev efterfulgt af aftenkaffe og så endnu en overdådig middag.
Som et festligt indslag havde Mitte lavet farmor-spørgsmål til alle. Det gav anledning til mange familiehistorier og det gjorde i hvert tilfælde mig meget klogere på familiekronologien: farmor og farfars bryllupsdag er den 20. juli, de blev gift i 1943, lille Søren (min far) havde en kanin ved navn Maren, og Mads og Mettes jagthunde hed Vips og Rap (tror jeg nok?). Og også denne aften fik vi nogle gode spil whist. Især det sidste spil er værd at huske. Det var det spil hvor Morten og jeg var makkere og fik alle 13 stik! Men det var ikke gået uden Jens Oves gode Coaching.
Både lørdag og i dag var Loiuse og jeg tidligt oppe og ude at løbe en frisk morgentur inden morgenmaden. Det bliver vist en tradition fremover. Farmor og Inger havde jo også deres morgenture.
På vej hjem besøgte vi Det Blå Marked i Låsby og spiste æggekage hos Louise og Morten. Her bliver vi altid forkælet. Vi fik Harry Potter film nummer fire med af Morten, så den må vi se at få set en af dagene. Og så fik jeg en ordentlig skraber i toget på vej hjem.
Er I med? Ja, vi er! Er I med? Ja, vi er! Vi er alle med, hurra, huuurraaaa!
Thyr og jeg kørte med min far fredag formiddag. Jeg var køresyg hele vejen. Vi spiste et solidt måltid på kroen. Jeg fik mit livs største wienersnitzel og kunne ikke spise desert. Efter maden spillede vi whist, og der blev tæsket dygtigt i kortene inden vi gik til ro.
Karin og Desirée var til ridning, så de var først fremme over midnat og gik desværre glip af løjrene den første aften. Men lørdag morgen var vi fuldtallige og efter morgenmaden gik turen ind til Viborg. Her så vi domkirken og Skovgaard Museet inden vi kørte ud på heden til en spadserer tur i den friske blæst. Og efter at have rundet resterne af Finderuplade, så var det hjem til en velfortjent middagslur, der blev efterfulgt af aftenkaffe og så endnu en overdådig middag.
Som et festligt indslag havde Mitte lavet farmor-spørgsmål til alle. Det gav anledning til mange familiehistorier og det gjorde i hvert tilfælde mig meget klogere på familiekronologien: farmor og farfars bryllupsdag er den 20. juli, de blev gift i 1943, lille Søren (min far) havde en kanin ved navn Maren, og Mads og Mettes jagthunde hed Vips og Rap (tror jeg nok?). Og også denne aften fik vi nogle gode spil whist. Især det sidste spil er værd at huske. Det var det spil hvor Morten og jeg var makkere og fik alle 13 stik! Men det var ikke gået uden Jens Oves gode Coaching.
Både lørdag og i dag var Loiuse og jeg tidligt oppe og ude at løbe en frisk morgentur inden morgenmaden. Det bliver vist en tradition fremover. Farmor og Inger havde jo også deres morgenture.
På vej hjem besøgte vi Det Blå Marked i Låsby og spiste æggekage hos Louise og Morten. Her bliver vi altid forkælet. Vi fik Harry Potter film nummer fire med af Morten, så den må vi se at få set en af dagene. Og så fik jeg en ordentlig skraber i toget på vej hjem.
Er I med? Ja, vi er! Er I med? Ja, vi er! Vi er alle med, hurra, huuurraaaa!
fredag den 14. september 2007
Det spøger på kroen
Og så er det endelig blevet tid til Farmorklubbens årlige udflugt, der denne gang afholdes på en lille hyggelig gammel kro et sted i Jylland ikke langt fra Viborg. Vi har fået fortalt at det spøger på den gamle kro. Krofatter Frode fortalte min far at han af og til kan høre lyden af den syvbenede edderkop, der huserer på loftet. Lydet er let at kende. Der kommer syv blide potelyde hurtigt efter hinanden og så et højere og mere klodset KLONK.
Om det så er fordi edderkoppen har træben eller har fået en splint i foden, ja... det må vi finde ud af. Vi kører om lidt.
Om det så er fordi edderkoppen har træben eller har fået en splint i foden, ja... det må vi finde ud af. Vi kører om lidt.
torsdag den 13. september 2007
Markus som en hest
I dag står formiddagen og det første af eftermiddagen i specialeskrivningens tegn. Jeg er taget ud på Bibliotekskolen for at arbejde koncentreret.
Og det så fint ud med den måde jeg havde struktureret mit speciale, skrev min vejleder. Og så havde han nogle gode kommentarer til de enkelte afsnit. Det var alt i alt en god respons, som jeg kunne bruge til noget. Det var vigtigt for mig at få på plads at den plan jeg havde lagt for specialet kunne holde. Det er jo sådan med tankernes store tandhjul, at de er svære at få til at dreje i en ny retning, når først de er begyndt at rulle. Men jeg skal sådan set bare følge det spor jeg har lagt og i dag vil jeg så tage tråden op med at skrive på det første indledende afsnit.
Og så har jeg kigget lidt på den litteratur jeg hentede på Det Kongelige Bibliotek. Der var tre bøger:
Bernhard Bischoff Latin Palaeography: Antiquity and the Middle Ages (1990). En vigtig bog som jeg skal bruge til det første afsnit.
Michael Camille Mirror in Parchment: The Luttrell Psalter and the Making of Medieval England (1998). Jeg læste denne bog med stor interesse for nogle år siden, og han har faktisk nogle overvejelser i forhold til problemer med forskning i håndskrifter og hvordan anvendelsen af moderne computerteknologi kan være befordrende.
Sidst var der et udstillingskatalog redigeret af Paul Binski og Stella Panayotova fra udstillingen The Cambridge Illuminations afholdt i England fra den 26. juli til den 11. december 2005. Udstillingen omfattede 215 illuminerede håndskrifter (heriblandt enkelte trykteudgaver) fra den europæiske middelalder i perioden 6. århundrede til 16. århundrede. Det kan jeg sikkert bruge som materiale (sammen med udstillingsmaterialet fra den danske udstilling i 1999 på Det Kongelige Bibliotek) til at undersøge hvor fremskreden digitaliseringsprocessen er.
Jeg har også fundet en rigtig fin hjemmeside, som jeg helt sikkert kan bruge. Jeg har været omkring den tidligere i forbindelse med en artikel jeg skrev til AFART, som handlede om en af illustrationerne i Luttrell Psalteret (fol 82r), hvor to riddere tørner sammen. Siden er Center for Håndskriftstudier i Danmark (CHD) ved Erik Drigsdahl. Det er et eksempel på et dansk forskningsprojekt, og der er også overvejelser om og henvisninger til digitaliseringsprojekter, bla. Digital Scriptorium.
Og så bare for stemningens skyld. Skal vi ikke lige kigge på et af de fine håndskrifter. Her er et billede fra prologen til en udgave af Markus-evangeliet (NYPL MA 115, f.51v.) med en noget usædvanlig fremstilling af evangelisten som en hest.
Og det så fint ud med den måde jeg havde struktureret mit speciale, skrev min vejleder. Og så havde han nogle gode kommentarer til de enkelte afsnit. Det var alt i alt en god respons, som jeg kunne bruge til noget. Det var vigtigt for mig at få på plads at den plan jeg havde lagt for specialet kunne holde. Det er jo sådan med tankernes store tandhjul, at de er svære at få til at dreje i en ny retning, når først de er begyndt at rulle. Men jeg skal sådan set bare følge det spor jeg har lagt og i dag vil jeg så tage tråden op med at skrive på det første indledende afsnit.
Og så har jeg kigget lidt på den litteratur jeg hentede på Det Kongelige Bibliotek. Der var tre bøger:
Bernhard Bischoff Latin Palaeography: Antiquity and the Middle Ages (1990). En vigtig bog som jeg skal bruge til det første afsnit.
Michael Camille Mirror in Parchment: The Luttrell Psalter and the Making of Medieval England (1998). Jeg læste denne bog med stor interesse for nogle år siden, og han har faktisk nogle overvejelser i forhold til problemer med forskning i håndskrifter og hvordan anvendelsen af moderne computerteknologi kan være befordrende.
Sidst var der et udstillingskatalog redigeret af Paul Binski og Stella Panayotova fra udstillingen The Cambridge Illuminations afholdt i England fra den 26. juli til den 11. december 2005. Udstillingen omfattede 215 illuminerede håndskrifter (heriblandt enkelte trykteudgaver) fra den europæiske middelalder i perioden 6. århundrede til 16. århundrede. Det kan jeg sikkert bruge som materiale (sammen med udstillingsmaterialet fra den danske udstilling i 1999 på Det Kongelige Bibliotek) til at undersøge hvor fremskreden digitaliseringsprocessen er.
Jeg har også fundet en rigtig fin hjemmeside, som jeg helt sikkert kan bruge. Jeg har været omkring den tidligere i forbindelse med en artikel jeg skrev til AFART, som handlede om en af illustrationerne i Luttrell Psalteret (fol 82r), hvor to riddere tørner sammen. Siden er Center for Håndskriftstudier i Danmark (CHD) ved Erik Drigsdahl. Det er et eksempel på et dansk forskningsprojekt, og der er også overvejelser om og henvisninger til digitaliseringsprojekter, bla. Digital Scriptorium.
Og så bare for stemningens skyld. Skal vi ikke lige kigge på et af de fine håndskrifter. Her er et billede fra prologen til en udgave af Markus-evangeliet (NYPL MA 115, f.51v.) med en noget usædvanlig fremstilling af evangelisten som en hest.
Livet midt i smørklatten
Hele formiddagen har jeg været i godt selskab med min far. Han fløj ind fra New York i går aftes og ankom til Kastrup Lufthavn i morges. Klokken lidt over ni mødtes vi i caféen på SAS-hotellet overfor Hovedbanegården, hvor han bød på den helt store morgenkomplet: laks og rejer på friske rundstykker, pandekager med sirup, kaffe og grapejuice, bacon, pølser og røræg, frisk frugt og mere kaffe. Vi blev så mætte, at vi måtte springe basserne over. Efter morgenmaden spadserede vi lidt i den indre by, kiggede på statuerne ved Vor Frue Kirke, var inde og se udsmykningerne i den gamle universitetsbygning. Og så lidt i tolv cyklede jeg afsted på arbejde.
Resten af eftermiddagen var jeg med børnene på den lokale lejeplads i teateret på biblioteket, hvor vi så forestillingen Det Uartige Barn. Det var en dyster fortælling om en dreng, der boede hos to sure tanter, men meget morsomt opført med masser af harmonikamusik, et båthorn, en violinsolo, en ballon, der sprang, to talende potteplanter og meget mere. Tanterne blev omvendt, holdt op med at spise citroner og åbnede en bolchefabrik i kælderen. På vej ud kunne publikum smage nogle af de hjemmegjorte bolcher.
Og her til aften har vi haft stor middag med lammesteg, flødekartofler, limonade og rødvin. Hvis verden var en stor skål rissengrød, så lever jeg lige midt i smørklatten!
Resten af eftermiddagen var jeg med børnene på den lokale lejeplads i teateret på biblioteket, hvor vi så forestillingen Det Uartige Barn. Det var en dyster fortælling om en dreng, der boede hos to sure tanter, men meget morsomt opført med masser af harmonikamusik, et båthorn, en violinsolo, en ballon, der sprang, to talende potteplanter og meget mere. Tanterne blev omvendt, holdt op med at spise citroner og åbnede en bolchefabrik i kælderen. På vej ud kunne publikum smage nogle af de hjemmegjorte bolcher.
Og her til aften har vi haft stor middag med lammesteg, flødekartofler, limonade og rødvin. Hvis verden var en stor skål rissengrød, så lever jeg lige midt i smørklatten!
onsdag den 12. september 2007
Han som ingen bukser har...
Honey, I'm home! Efter en hård dag vel at mærke. På vej ud af døren, på vej til Biblioteksskolen, blev jeg ringet op af det lokale bibliotek. Jeg har et studiejob i et projekt med børnebiblioteket, men de har også haft brug for mig i forbindelse med nogle almindelige vagter. Og det var faktisk tilfældet i dag, da en medarbejder i udlånsskranken var blevet syg. De spurgte derfor om jeg havde lyst til at komme og hjælpe dem. Og det ville jeg selvfølgelig gerne.
Jeg kan godt lide at arbejde på et biblioteket. Og netop det bibliotek har en hyggelig atmosfære. Dertil kommer at jeg selvfølgelig har brug for pengene. Og så er jeg fleksibel (til en vis grænse) med specialeskrivningen.
Derfor nåede jeg ikke så langt med det afsnit i specialet, som jeg havde planlagt. Jeg fik dog rodet lidt med det. Og jeg fik hentet nogle bøger jeg havde bestilt på Det Kongelige Bibliotek.
Og så noget helt andet. Jeg var ude og købe mig et par bukser i dag. Jeg har kun ét enkelt par langebukser, så jeg går meget i kortebukser. Her har jeg nemlig to par. Men det er ved at blive for koldt med korte bukser. Det har selvfølgelig ikke så meget at gøre med specialeskrivning, men på den anden side: man kan altså ikke skrive speciale med røven bar.
De bukser jeg købte var nogle rigtig fede armybukser, olivengrønne med camouflagemønster fra FOSTEX GARMENT INC. De passer i livet og de passede også i længden, så jeg slap for at skulle have dem lagt op. Håndarbejde er nemlig mit mareridt. Da jeg forleden skulle sy klubmærket fast på Thyrs nye gi, så tog det mig en eftermiddag. Okay, det er nu ikke helt rigtigt. Det plejer at tage en eftermiddag, men jeg har udviklet en teknik, som sikkert så mange før mig. Og nu tager det faktisk ikke så lang tid. Og hey, jeg kan også sy knapper i!
Ai karamba, jeg kan se i min indboks, at der er kommet respons fra min vejleder, men det må jeg se på senere. Nu er jeg træt, og skal have noget at spise. Velbekomme!
Jeg kan godt lide at arbejde på et biblioteket. Og netop det bibliotek har en hyggelig atmosfære. Dertil kommer at jeg selvfølgelig har brug for pengene. Og så er jeg fleksibel (til en vis grænse) med specialeskrivningen.
Derfor nåede jeg ikke så langt med det afsnit i specialet, som jeg havde planlagt. Jeg fik dog rodet lidt med det. Og jeg fik hentet nogle bøger jeg havde bestilt på Det Kongelige Bibliotek.
Og så noget helt andet. Jeg var ude og købe mig et par bukser i dag. Jeg har kun ét enkelt par langebukser, så jeg går meget i kortebukser. Her har jeg nemlig to par. Men det er ved at blive for koldt med korte bukser. Det har selvfølgelig ikke så meget at gøre med specialeskrivning, men på den anden side: man kan altså ikke skrive speciale med røven bar.
De bukser jeg købte var nogle rigtig fede armybukser, olivengrønne med camouflagemønster fra FOSTEX GARMENT INC. De passer i livet og de passede også i længden, så jeg slap for at skulle have dem lagt op. Håndarbejde er nemlig mit mareridt. Da jeg forleden skulle sy klubmærket fast på Thyrs nye gi, så tog det mig en eftermiddag. Okay, det er nu ikke helt rigtigt. Det plejer at tage en eftermiddag, men jeg har udviklet en teknik, som sikkert så mange før mig. Og nu tager det faktisk ikke så lang tid. Og hey, jeg kan også sy knapper i!
Ai karamba, jeg kan se i min indboks, at der er kommet respons fra min vejleder, men det må jeg se på senere. Nu er jeg træt, og skal have noget at spise. Velbekomme!
tirsdag den 11. september 2007
Sort blog
Den er blevet sort min blog. Sort blog. Hellere sort blog end pink blog. Jeg synes den var for fesen og trængte til en ansigtsløftning. Det kunne jeg faktisk også godt selv trænge til.
Jeg er næsten lige stået op og har bakset med at få billederne med de fine skæg til at makke ret. De gør ikke som jeg siger, sagde jeg, men så gjorde de det, sgu! Nu sidder de som jeg gerne vil have dem til at sidde.
Og nu var det så meningen, at jeg skulle se at komme ud af røret, op på cyklen og derudaf mod Amager og Biblioteksskolen, hvor jeg i dag skal arbejde på mit speciale til den helt store sølvmedalje.
Jeg skal skrive på det indledende kapitel om middelalderens håndskrifter, om hvordan man definerer et håndskrift, hvordan håndskrifterne blev fremstillet, hvem der lavede dem, hvad palæografi og codicologi er for noget, om de mange billeder og om forskningshistorie og håndtering af håndskrifterne - og meget mere.
Jeg glæder mig faktisk til at skrive netop det afsnit, så vi ses senere ;-)
Jeg er næsten lige stået op og har bakset med at få billederne med de fine skæg til at makke ret. De gør ikke som jeg siger, sagde jeg, men så gjorde de det, sgu! Nu sidder de som jeg gerne vil have dem til at sidde.
Og nu var det så meningen, at jeg skulle se at komme ud af røret, op på cyklen og derudaf mod Amager og Biblioteksskolen, hvor jeg i dag skal arbejde på mit speciale til den helt store sølvmedalje.
Jeg skal skrive på det indledende kapitel om middelalderens håndskrifter, om hvordan man definerer et håndskrift, hvordan håndskrifterne blev fremstillet, hvem der lavede dem, hvad palæografi og codicologi er for noget, om de mange billeder og om forskningshistorie og håndtering af håndskrifterne - og meget mere.
Jeg glæder mig faktisk til at skrive netop det afsnit, så vi ses senere ;-)
mandag den 10. september 2007
Skæg til den helt store guldmedalje
De fleste kan lide at have det sjovt, men ikke alle er til skæg for en hver pris.Der er mænd, som barberer det af og andre, der lader det stå. Der er kvinder, der foretrækker lidt stubbe på hagen og andre der siger at det kradser. Nogen kan lide en diskret moustache og andre foretrækker et cykelstyr. Og så er der dem, der bare ikke kan få det stort nok.
Er du en af dem, mand eller kvinde, der godt kan lide lidt tungt på hagen eller under næsen, så kan du roligt læse videre. Der er nemlig grund til at trække på smilebåndet eller grine og gnække i,... nå ja... i skægget!
Ægte skæg fra hele verden var samlet i en skøn trimmet forvirring, da der for nyligt i Brighton i Sydengland blev afholdt VM i skæg og moustache. Her kan du se nogle af de skæggede sejrshager. Læg især mærke til manden i midten med stråhatten, han er bestemt ikke kommet sovende til den pokal.
Og så er der naturligvis også dem med de helt store skæg. Det er dem, der bare lader det gro for en hver pris og så i sidste ende faktisk får en pris for den bedrift. Og jeg synes ærlig talt at de har fortjent deres pokal.
Nu er der nok nogen, der sidder og tænker at mit skæg skal da også luftes, og måske kunne det strække til en pokal. Men du skal være klar over at der ikke er plads til flødeskæg, når eliten lader skægget stå. Her ser du tre af verdens førende skægentusiaster.
Øverst er det Memili Rüstüoglu fra Istanbul, der stiller op i disciplinen "Freestyle Moustache"; nederst til venstre er det den legendariske Ted Sedman fra London, der i 2003 vandt mesterskabet i kategorien "Fu Manchu";´og nederst til højre har vi Franz Mitterhauser fra Østrig, der tre år i træk fik pokalen for det bedste "Imperial Moustache".
Du skal også regne med at skulle rejse langt for at deltage i det næste VM i skæg. Det bliver nemlig afholdt i Anchorage i USA. Til gengæld er det først i 2009, så med tålmodighed og masser af fantasi, så kan du godt nå at gro en vinder.
Det skal nok blive sjovt og der kommer i hvert fald masser af skæg.
Er du en af dem, mand eller kvinde, der godt kan lide lidt tungt på hagen eller under næsen, så kan du roligt læse videre. Der er nemlig grund til at trække på smilebåndet eller grine og gnække i,... nå ja... i skægget!
Ægte skæg fra hele verden var samlet i en skøn trimmet forvirring, da der for nyligt i Brighton i Sydengland blev afholdt VM i skæg og moustache. Her kan du se nogle af de skæggede sejrshager. Læg især mærke til manden i midten med stråhatten, han er bestemt ikke kommet sovende til den pokal.
Og så er der naturligvis også dem med de helt store skæg. Det er dem, der bare lader det gro for en hver pris og så i sidste ende faktisk får en pris for den bedrift. Og jeg synes ærlig talt at de har fortjent deres pokal.
Nu er der nok nogen, der sidder og tænker at mit skæg skal da også luftes, og måske kunne det strække til en pokal. Men du skal være klar over at der ikke er plads til flødeskæg, når eliten lader skægget stå. Her ser du tre af verdens førende skægentusiaster.
Øverst er det Memili Rüstüoglu fra Istanbul, der stiller op i disciplinen "Freestyle Moustache"; nederst til venstre er det den legendariske Ted Sedman fra London, der i 2003 vandt mesterskabet i kategorien "Fu Manchu";´og nederst til højre har vi Franz Mitterhauser fra Østrig, der tre år i træk fik pokalen for det bedste "Imperial Moustache".
Du skal også regne med at skulle rejse langt for at deltage i det næste VM i skæg. Det bliver nemlig afholdt i Anchorage i USA. Til gengæld er det først i 2009, så med tålmodighed og masser af fantasi, så kan du godt nå at gro en vinder.
Det skal nok blive sjovt og der kommer i hvert fald masser af skæg.
lørdag den 1. september 2007
Svenske Muhammed-tegninger, en storm i et glas vand
Det følgede er et indlæg jeg skrev i en tråd i Avisklubben på Mingler. En tråd med titlen "Svenske Muhammed-tegninger stoppet". Linket til debatten er fra Jyllands-Posten: http://jp.dk/kultur/article1035101.ece
Jeg hopper lige ind i debatten og tager fat i det allerførste indlæg, hvor der indledes med følgende citat af Uwe Max Jensen: "Det er problematisk, at vi lever i en verden, hvor trusler om vold begrænser ytringsfriheden. Jeg tror Lars Vilks og Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er en prolog til en større konflikt".
Uwe Max Jensen er jo en af dansk kunsts rigtig dejlige drenge. En rigtig provo-kunstner, dog uden på nogen måde at have Jens Jørgen Thorsens format, om end der er visse paralleller. Uwe er ikke er bleg for både at skide og pisse på lærredet og andre steder, hvis der skulle være behov for det. Og det har der ofte været i Uwes eouvre.
I det link, der ledsager debatten kalder man ham "kunstteoretiker" og det er jo en rigtig fin titel, om end jeg vil mene, at han er kommet sovende til den, apropos en udstilling han lavede sidste år, hvor han bare lå på lærredet og sov. Det er stor kunst af en stor kunstner og nu altså også kunstteoretiker.
Og sørme om han ikke igen er på plakaten med en analyse, kan man ikke kalde det det? om kunst og ytringsfrihed. ”Kunst er altid blevet brugt til at støde”, siger den gode kunstteoretiker. Og du har helt ret, Uwe. Kunsten har altid handlet om at støde folk og provokerer til splid imellem mennesker. Der findes kun få eksempler på at kunsten har skullet behage, vise noget skønt, noget godt, noget konstruktivt. Nej, kunst skal ikke give en god oplevelse. Kunst skal skabe splid. Og kan den håne nogen, så er den bare helt oppe og ringe. Det er det sublime, det er der hvor den bliver ægte kunst.
Kunsthistoriens helt store epoke finder man jo ikke i Der Blau Reiter, men i tidsskriftet Der Sturmer. Sådan! Så ku´ de lære det. Ikke alt det moderne entartete kunst.
Det med at kunst skal støde og provokere er en gammel traver for Uwe, der fra tidernes morgen på Kunstakademiet i Århus selv røg ind i flere konflikter om kunst og grænser.
Jeg citerer her fra Wekipedias tekst om Uwe: "Han blev smidt ud af kunstakademiet igen i 1996, fordi han havde produceret et værk bestående af en række læserbreve i Ekstrabladet og BT omhandlende, blandt andet, popgruppen Take That’s opløsning, fodboldmålmand Peter Schmeichels forhold til brødrene Laudrup, afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix, samt om ophobningen af affald i Århus.Nogle af læserbrevene var skrevet i eget navn og andre underskrevet med Jensens professorers og lektorers navne.
Jensen skabte således et dialogisk spil mellem en fortæller i eget navn og en række andre fortællere i sine læreres navne om disse emner. Provokationen var dog for meget for kunstakademiet, som ekskluderede Jensen og truede med politianmeldelse."
Det var nu ikke kun derfor han blev smidet ud. Han var simpelthen for doven. Siden lavede han kunst for egen autodidaktisk regning, men jeg troede egentlig, at han havde droppet det. Det sidste jeg hørte om ham var at han var begyndt på en journalistuddannelse i Århus. Her brokkede hans medstuderende sig over at Uwes skrivemaskine larmede.
Den gode Uwe, journalist in spe, nægtede nemlig at bruge computer. Med den indstilinger ligger der næppe en karriere foran ham i den branche, og han har da åbenbart også droppet at blive journalist og er fortsat som kunstner, undskyld... kunstteoretiker.
I det første debatindlæg i tråden spørges der om der er grænser for kunst? Og det er der da. Der er da altid en grænse.
Skal der sættes grænser for kunsten på denne måde? Nej, man skal ikke frygte repressalier og det skal ikke være argumentet for ikke at udstille tegningerne. Argumenter skal naturligvis være at tegningerne ikke er interessante i en museumssammenhæng.
Hallo, de her tegninger har ikke ret meget med kunst at gøre. Der er ikke mange kunsthistorikere indover her. De gider ikke. Det er ikke deres felt. Det handler om noget helt andet, som også debatten i tråden viste.
Lars Vilks Muhammed-tegninger har da også været vist uden den store mediebevågenhed: ”I maj måned udstillede Lars Vilks sine andre Muhammed-tegninger i Vestfossen i Norge med titlen: ”Oh my god!” Op til udstillingen var der også polemik om tegningerne, men alt forløb fredeligt.” Det gik stille for sig. Man kan spørge om der overhovedet var nogen besøgende? Og hvorfor. Jamen, prøv dog at se på de tegninger.
De er jo hjælpeløse og infantile i en hver forstand. Der er ingen - bortset fra Uwe, altså, men han har jo sin egen dagsorden - der kan tage disse "kunstværker" alvorligt. Helt ærligt: Muhammed som hund. Oh my god! Hvad bliver det næste: Buddha som en kanariefugl? Jesus med røv i begge ender? Abraham med træben? Hvorfor skal vi trækkes igennem det? Hvorfor skal vi se på det?
Jeg er da glad for at det svenske museum satte en grænse. Det er de jo i deres gode ret til. Og i sidste ende er det jo også det de får deres penge for. Og så et lille efterspil. På samme side som der linkes til i starten af tråden er der en notits med titlen: Australiens premierminister raser over Osama bin Kristus.
Jeg citerer her fra artiklen: "... to kunstværker har sat sindene i kog på grund af deres jongleren med religiøse symboler, henholdsvis i et dobbeltportræt af Jesus og Osama Bin Laden, Osama Bin Christ, og derudover i en statue med jomfru Maria i burka, The Fourth Secret of Fatima".
Spændende. Vi bevæger os sandelig i en af kunsthistoriens helt store epoker.
Jeg hopper lige ind i debatten og tager fat i det allerførste indlæg, hvor der indledes med følgende citat af Uwe Max Jensen: "Det er problematisk, at vi lever i en verden, hvor trusler om vold begrænser ytringsfriheden. Jeg tror Lars Vilks og Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er en prolog til en større konflikt".
Uwe Max Jensen er jo en af dansk kunsts rigtig dejlige drenge. En rigtig provo-kunstner, dog uden på nogen måde at have Jens Jørgen Thorsens format, om end der er visse paralleller. Uwe er ikke er bleg for både at skide og pisse på lærredet og andre steder, hvis der skulle være behov for det. Og det har der ofte været i Uwes eouvre.
I det link, der ledsager debatten kalder man ham "kunstteoretiker" og det er jo en rigtig fin titel, om end jeg vil mene, at han er kommet sovende til den, apropos en udstilling han lavede sidste år, hvor han bare lå på lærredet og sov. Det er stor kunst af en stor kunstner og nu altså også kunstteoretiker.
Og sørme om han ikke igen er på plakaten med en analyse, kan man ikke kalde det det? om kunst og ytringsfrihed. ”Kunst er altid blevet brugt til at støde”, siger den gode kunstteoretiker. Og du har helt ret, Uwe. Kunsten har altid handlet om at støde folk og provokerer til splid imellem mennesker. Der findes kun få eksempler på at kunsten har skullet behage, vise noget skønt, noget godt, noget konstruktivt. Nej, kunst skal ikke give en god oplevelse. Kunst skal skabe splid. Og kan den håne nogen, så er den bare helt oppe og ringe. Det er det sublime, det er der hvor den bliver ægte kunst.
Kunsthistoriens helt store epoke finder man jo ikke i Der Blau Reiter, men i tidsskriftet Der Sturmer. Sådan! Så ku´ de lære det. Ikke alt det moderne entartete kunst.
Det med at kunst skal støde og provokere er en gammel traver for Uwe, der fra tidernes morgen på Kunstakademiet i Århus selv røg ind i flere konflikter om kunst og grænser.
Jeg citerer her fra Wekipedias tekst om Uwe: "Han blev smidt ud af kunstakademiet igen i 1996, fordi han havde produceret et værk bestående af en række læserbreve i Ekstrabladet og BT omhandlende, blandt andet, popgruppen Take That’s opløsning, fodboldmålmand Peter Schmeichels forhold til brødrene Laudrup, afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix, samt om ophobningen af affald i Århus.Nogle af læserbrevene var skrevet i eget navn og andre underskrevet med Jensens professorers og lektorers navne.
Jensen skabte således et dialogisk spil mellem en fortæller i eget navn og en række andre fortællere i sine læreres navne om disse emner. Provokationen var dog for meget for kunstakademiet, som ekskluderede Jensen og truede med politianmeldelse."
Det var nu ikke kun derfor han blev smidet ud. Han var simpelthen for doven. Siden lavede han kunst for egen autodidaktisk regning, men jeg troede egentlig, at han havde droppet det. Det sidste jeg hørte om ham var at han var begyndt på en journalistuddannelse i Århus. Her brokkede hans medstuderende sig over at Uwes skrivemaskine larmede.
Den gode Uwe, journalist in spe, nægtede nemlig at bruge computer. Med den indstilinger ligger der næppe en karriere foran ham i den branche, og han har da åbenbart også droppet at blive journalist og er fortsat som kunstner, undskyld... kunstteoretiker.
I det første debatindlæg i tråden spørges der om der er grænser for kunst? Og det er der da. Der er da altid en grænse.
Skal der sættes grænser for kunsten på denne måde? Nej, man skal ikke frygte repressalier og det skal ikke være argumentet for ikke at udstille tegningerne. Argumenter skal naturligvis være at tegningerne ikke er interessante i en museumssammenhæng.
Hallo, de her tegninger har ikke ret meget med kunst at gøre. Der er ikke mange kunsthistorikere indover her. De gider ikke. Det er ikke deres felt. Det handler om noget helt andet, som også debatten i tråden viste.
Lars Vilks Muhammed-tegninger har da også været vist uden den store mediebevågenhed: ”I maj måned udstillede Lars Vilks sine andre Muhammed-tegninger i Vestfossen i Norge med titlen: ”Oh my god!” Op til udstillingen var der også polemik om tegningerne, men alt forløb fredeligt.” Det gik stille for sig. Man kan spørge om der overhovedet var nogen besøgende? Og hvorfor. Jamen, prøv dog at se på de tegninger.
De er jo hjælpeløse og infantile i en hver forstand. Der er ingen - bortset fra Uwe, altså, men han har jo sin egen dagsorden - der kan tage disse "kunstværker" alvorligt. Helt ærligt: Muhammed som hund. Oh my god! Hvad bliver det næste: Buddha som en kanariefugl? Jesus med røv i begge ender? Abraham med træben? Hvorfor skal vi trækkes igennem det? Hvorfor skal vi se på det?
Jeg er da glad for at det svenske museum satte en grænse. Det er de jo i deres gode ret til. Og i sidste ende er det jo også det de får deres penge for. Og så et lille efterspil. På samme side som der linkes til i starten af tråden er der en notits med titlen: Australiens premierminister raser over Osama bin Kristus.
Jeg citerer her fra artiklen: "... to kunstværker har sat sindene i kog på grund af deres jongleren med religiøse symboler, henholdsvis i et dobbeltportræt af Jesus og Osama Bin Laden, Osama Bin Christ, og derudover i en statue med jomfru Maria i burka, The Fourth Secret of Fatima".
Spændende. Vi bevæger os sandelig i en af kunsthistoriens helt store epoker.
Abonner på:
Opslag (Atom)
